Dysfagi

Hvad er dysfagi? Dysfagi betyder besvær med at synke, spise og drikke, og er en forstyrrelse i spise og synkeprocessen under et måltid. Der kan fx opstå problemer med at bearbejde maden i munden, man kommer til at hoste (fejlsynk), får maden galt i halsen, eller har sværere ved at trække vejret, når man spiser. Årsagen til dysfagi mangfoldige og omfatter både neurologiske og strukturelle tilstande.

Hvem får dysfagi?

Dysfagi er mere almindeligt end du tror. Internationale studier (1) viser at dysfagi ses hos:

  • 50-75 % af plejehjemsbeboere
  • 50-60 % med Hoved-Hals Cancer
  • 40-87 % med apoplexi/hjerneskader
  • op til 82 % med parkinson og demens
  • 50 % af akutte geriatriske patienter
  • 34 % af sygehusindlæggelser med lungebetændelse
  • 40 % af ældre fra 65 år
  • over 10.000 børn og unge, samt et ukendt antal af børn og unge med Cerebral parese og udviklingshæmning.
  • 15-50 pr. 100.000 mennesker, der rammes af ansigtslammelse (Bells Parese) af ukendte årsager kan få dysfagi

Dysfagi påvirker trivsel og livskvalitet

Nedsat spisefunktion kan opleves som en væsentlig forringelse af livskvalitet- både fysisk og psykisk, da måltider dels er et basalt behov for næring og energi, men også et vigtigt socialt aspekt, både for en selv og ens pårørende. En normal synkemekanisme er essentiel af hensyn til ernæringen, men også fordi den sikrer, at luftvejene beskyttes i forbindelse med synkning.

Ved fejlsynkning risikeres, at mad og væske føres til lungerne, som kan give lungebetændelse og yderligere svækkelse af helbred, og en nedsat synkefunktion kan i værste fald medføre kvælning i mad

Symptomer på dysfagi

  • Hoste, fejlsynk eller rømmen i forbindelse med indtagelse af mad og væske
  • Problemer med at bearbejde og styre mad i munden, f.eks. madrester der sætter sig fast i kindhule/gane eller på tænder
  • Problemer med at tygge eller synke maden
  • Mad eller piller sætter sig fast i halsen
  • Mad eller væske løber ud af munden
  • Problemer med at få vejret i forbindelse med måltidet
  • Bruger lang tid på et måltid eller opgiver måltidet
  • Har en uklar, “våd” eller “rallende” stemme
  • Utilsigtet vægttab
  • Ofte lungebetændelse og evt. indlæggelser på sygehuset (kan skyldes lungebetændelse pga. fejlsynk)

Oplever du en eller flere af disse symptomer, bør du blive undersøgt for dysfagi, således du kan indtage mad og væske sikkert og effektivt.

(1) Rofes et al, Diagnosis and Management of Oropharyngeal Dysphagia and Its Nutritional and Respiratory Complications in the Elderly, Gastroenterology Research and Practice (2011); Ugeskrift for læger (2019); Temarapport om dysfagi, Patientombuddet (2015); Bells parese, sundhed.dk (2021).